Familie uden skraldespand

Måske har du læst og hørt om folk, der lever uden at producere skrald. Men kan man overhovedet det, som familie? Hjemme i husstanden har vi sat os for at gøre forsøget, og det har ikke været helt uden problemer. Læs med i beretningen om et forsøg på at producere mindre affald som familie.

Det er mange år siden jeg for første gang så YouTube videoer af mennesker rundt om i verden, der levede uden at producere skrald. Jeg kan huske, at jeg var forbløffet, da jeg faldt over videoerne og opdagede, at der fandtes mennesker, som kun producerede den mængde skrald, der kan være i en lille glaskrukke, OM ÅRET!

Gradvist begyndte jeg at reducere den mængde skrald jeg producerede og i 2018 levede jeg i tre måneder uden en skraldespand. Den gang var jeg bare mig selv, og eksperimentet kan du læse om i artiklen “Hverdag uden skrald”. Faktum var at jeg på kort tid kom ned på at fylde 2 glaskrukker med restaffald om måneden, hvilket jeg selv synes var en ret succesfuld bedrift

Men hvordan reducerer man sit affald, når man pludseligt har fået mand og barn? Det forsøgte jeg at tage temperaturen på, i artiklen “Zero waste og økonomi part II”. Her beskrev jeg hvordan vi har forsøgt at tage forskellige små og store livsvalg i den måde vi er forbrugere på, så vi kommer til at producere mindre affald.

Nu begynder energien så småt at vende tilbage, og vi har haft brug for at vende tilbage og undersøge det skrald vi så rent faktisk producerer, for at tage stilling til, hvad næste træk i vores affaldsreduktion skal være. Derfor har vi i løbet af hele marts måned, gennemgået vores skrald og undersøgt, hvordan vi kan fortsætte med at reducere mængden.

Hvordan laver man en affalds-inspektion?

Fordi vi er en familie, er det ikke realistisk at gemme vores affald i en hel måned – det ville formentlig være for store mængder og for upraktisk at have det opmagasigneret i vores køkken. Derfor har vi kørt i et uge-rul, hvor vi nulstillede og gennemgik affaldet hver søndag morgen.

I løbet af ugen skyllede vi alt det affald, vi normalt ville smide i restaffaldet og opbevarede det i en glaskrukke eller en brødpose, og når det næste gang blev søndag, vejede vi ugens affald og kiggede kort på det, for at konstatere, hvad vi havde have gennem hænderne den forløbne uge.

Uge 1 – forbistrede fryseposer

Efter den første uge, blev det klart for os, at vi med fordel kunne prøve at begrænse vores brug af fryseposer, da der var overraskende mange af disse blandt vores affald. Samtidig blev jeg også en smule frustreret, fordi meget af det affald vi havde samlet sammen, var noget hvor jeg ikke umiddelbart kan se oplagte løsninger til at minimere det. Men udfordringer er selvfølgeligt til for at blive løst en efter en, så vi må blive ved med at lede efter nye muligheder.

Ugen sluttede af med at jeg besluttede mig for at forsøge om vi i højere grad kan klare os uden fryseposerne og i stedet benytte os af stofposer, eller bøtter, når vi skal fryse bagværk ned. Det har jeg egnetligt gjort tidligere, men jeg er bare kommet ud af vanen efter vi er blevet forældre. Så her er der en relativt nem måde at stramme op.

Uge 2 – kødfolier og vådservietter

I uge 2 samlede vi 302 g restaffald ind. Denne uge bemærkede jeg særligt, at vi har mange overtræksfolier fra kødbakker og skinke i strimler og lign, som vi bruger i mange kødretter. Fremadrettet vil vi forsøge at minimere lidt på hvor meget af den slags kød vi bruger, og i stedet købe det i en større pakke, så der er mindre emballage ud af vores brug.

Lige nu er det ikke på tale at undgå kød hjemme hos os, det vil min mand aldrig kunne klare, så kampen må stå på en anden bane i forhold til vores kødforbrug. Jeg arbejder derfor på at mængderne bliver mindre, og så forsøger jeg selv at skifte min del af kødet ud med et vegetarisk alternativ.

Derudover sneg der sig en vådserviet ned i restaffaldet og gjorde os opmærksom på at vi igen skal stramme op på vores forbrug af vådservietter når vi skifter bleer. Vi har en masse fine klude, som vi bruger i stedet, og som kan vaskes – vi skal bare huske at være bedre til at få bøtten med brugte klude sendt til vask, så vi ikke løber tør.

Uge 3 – de dumme brødposer

I uge 3 af eksperimentet, gik det lige pludseligt op for mig, at vi bruger mange flere brødposer end nødvendigt. Vi skal ikke mange år tilbage, før jeg købte alt mit brød og transporterede det hjem fra butikken i en stofpose. Jeg har derfor lovet mig selv, at vi i det omfang det kan lade sig gøre, gerne vil gøre det mere. Vi kommer ikke helt til at undgå brødposerne, fordi vi stadig køber en bestemt type brød til vores datter, og det ikke kan fås uden plastikpose, men vi kan skære ned på mængden.

Uge 4 – klemposer, revet ost og slikemballage

Vores restaffald er steg i denne uge. Vores datter var syg med ondt i tænderne og kroppen og det betød at hun ikke ville spise andet end grød fra klemposer. Vi forsøger at minimere brugen af disse, og har udfaset dem i forbindelse med havregrøden om morgenen til fordel for en lille smule sukker. Til sommer vil vi formentlig toppe grøden op med frisk frugt i stedet. Men når man er syg, er det nogle gange okay at lave undtagelser. Og heldigvis er det ikke resten af livet vi bruger de klemposer, men kun så kort som mulig en periode.

Derudover er vores forbrug af revet os steget væsentligt, efter vi begyndte at fokusere på at få tømt vores fryser og derfor laver meget mere mad i ildfast fad i ovnen. Vores bedste alternativ lige nu er at købe det i en større pose, så vi får mindre emballage totalt, da vi ikke kan se os selv droppe at bruge revet ost.

Endeligt har vi sideløbende registreret at vi har haft nogle slik og chipsposer i vores affald, som vi gerne ville af med. Samtidig er vi også begyndt at italesætte, at vi gerne vil snacke lidt mindre om aftnerne herhjemme, og det kan jo forhåbentligt også føre til lidt mindre affald på den front.

Uge 5 – snotklude og slikemballage

I sidste uge af vores affaldseksperiment samlede vi 838 g restaffald. Måske kunne man vælge og blive lidt deprimeret over faktisk at slutte med at få den højeste vægt i hele måneden, men vi vælger at se sådan på det, at meget af det emballage vi smider ud nu faktisk er fra de kategorier, hvor vi kan se, at vi kan ændre en lille vane og dermed gøre en forskel på vores restaffald.

Denne uge var der særligt mange engangsservietter til at tørre den lille snotnæse med, og fortsat en del snackemballage efterhånden som vi er ved at have tømt hele vores lager.

Hvad har vi lært af en måned uden skraldespand?

I løbet af de 5 uger samlede vi i alt 2,8 kg restaffald. Det betyder at vi på et år vil producere 33,6 kg restaffald. Det er helt sikkert, at vi ikke kan blive 100% fri for restaffald lige nu, men vi kan fortsat forsøge at minimere så godt som muligt, og sikkert lave vores eksperiment igen, når vi har fået styr på de vaner vi har besluttet os for at arbejde videre med.

Personligt glæder jeg mig til efteråret, når vi i min kommune også begynder at sortere drikkekartoner fra – så kommer restaffaldsmængden et godt nøk nedad igen. Men helt på nul er det bare svært at komme.

Hvis vi var mega idealister og gik på kompromis med alt andet, kunne vi sikkert godt komme væsentligt længere ned i vores skraldemængde. Men i øjeblikket er der nogle områder, hvor vi ikke ønsker at gå på kompromis.

1. Vi kommer ikke til at droppe kødet, for at spare på plastikken. Som jeg ser det er det ikke hensigtsmæssigt for os som familie at gøre det, men vi kan altid minimere mængderne og spise kvalitet. Måske er der andre familier, der lettere kan gøre det end os, men den udfordring er vi ikke klar til at løfte i dag.
2. Økologisk frugt og grøntsager er oftest pakket ind i plastik, og det vælger vi at leve med. Vi vil ikke gå på kompromis med at de frugter og grøntsager vi køber i supermarkedet skal være økologiske, selvom det betyder at vi slæber mere emballage med hjem. Der er risiko for at indtage mange forskellige sprøjtegifte, og efter at have sat mig mere ind i hvad det gør ved kroppen, er det ikke et sted jeg vil gå på kompromis, for at spare på plastik. Derfor må vi leve med at de økologiske madvarer kommer pakket ind i mere plastik, og på sigt forsøge at dyrke flere af vores grøntsager selv. Derudover leder jeg efter, om der mon skulle befinde sig et grøntsagsmarked i nærheden af hvor vi bor, som jeg bare ikke kender til endnu og hvor jeg kan købe grøntsagerne emballagefrit.
3. Småbørnsfamilier har bare ikke tid eller overskud til at drøne i mange butikker efter plastikfrie varer. Derfor bliver vi nogle gange nødt til at leve med at varerne er pakket i mere plastik, hvis vi skal kunne købe dem alle i én butik og helt lavpraktisk få hverdagen til at hænge sammen tidsmæssigt. Det gør selvfølgeligt at jeg drømmer vilde drømme om at nogen starter en emballagefri butik i Silkeborg hvor jeg bor, men det er en helt anden snak.
4. Man bliver deprimeret, hvis man tror at man som familie med det samme skal måle sig med YouTube-fænomenernes zero waste eventyr. Vi kan under ingen omstændigheder have bare en enkelt uges skrald i en glaskrukke. Men det må ikke fratage os lysten og modet til at gøre noget overhovedet. For vi kan faktisk gøre rigtig meget. Det overraskede mig, hvordan nogle af de dumme vaner var krøbet ind i vores husholdning igen uden vi har opdaget det. Jeg havde eksempelvist ikke troet at vi var begyndt at bruge så mange fryseposer, som jeg kunne se i vores skrald – og det har ført til at jeg har fået øget fokus på de lette skift, såsom at huske brødposen før jeg kører i butikken, og at jeg skal pakke bagværket til fryseren ned i vores stofposer, og måske endda have syet nogle flere, for det er typisk når jeg ikke har fået vasket dem at fryseposerne kravler op af skuffen og kommer i brug.

Fordele og ulemper ved at lave eksperimentet som familie

Det er anderledes at lave en skraldegennemgang som familie end at gøre det selv. Da jeg boede for mig selv, var det kun mig, der producerede skraldet, og derfor var jeg også bedre klar over, hvad der kom i glasset løbende. Sådan er det bare ikke, når man er en del af en familie. I denne omgang har jeg fået mange overraskelser over ting, som jeg ikke anede blev produceret eller i hvilket omfang vi producerede det. Så på den måde giver det måske endda endnu mere mening at lave øvelsen som familie.

Derudover kræver det altså også lidt vaneændring for hele familien, særligt min mand, bare at vænne sig til at der ikke var en skraldespand. I starten stoppede han en ny skraldepose i vores skraldespand af ren vane, og så måtte jeg hen og fiske restaffaldet op og vaske det. Senere på måneden blev udfordringen mere, at han opgav at blive helt klog på præcis hvad der skulle gøres med affaldet og at det derfor blev liggende ildelugtende og beskidt på køkkenbordet, hvilket heller ikke var særligt lækkert. Men da vi efterhånden kom ind i rutinen med en ny måde at gøre det på, blev det lettere for alle parter at være med i eksperimentet. Der er dog ingen tvivl om at det her eksperiment primært er båret af min motivation, og at min mand har været med i det for min skyld. Men det er også okay – vi kan ikke brænde lige meget for det samme. Heldigvis vil han gerne gøre sig umage for min skyld, og særligt, når han kan se at det kun er for en periode. Derfor holder vi også en pause nu, mens jeg forsøger at inkorporere de nye vaner i vores indkøbsrutine.