9 idéer til at styre din købelyst

Kunne du godt bruge nogle konkrete idéer  til at komme af med din gæld eller få sparet op, så er mine 9 bedste her.

For ikke så længe siden deltog jeg i et interview med en journalist fra DR, som omhandlede min rejse mod finansiel uafhængighed og afbetaling af gæld. Det er en proces, som jeg stadig er igang med, og i artiklen fik jeg mulighed for at give et ærligt indblik i nogle af de konkrete håndtag jeg bruger, til at holde mig op på min plan om at blive gældfri og få lavet en solid opsparing.

I denne artikel vil jeg dele lidt flere af mine idéer, og forhåbentligt er der nogle af dem der kan appellere til dig og din egen proces mod en bedre økonomi.

 


Hvad drømmer du om?
Hvis du vil ud at rejse, starter du med at drømme. På et tidspunkt skifter drømmen til en mere handlingspræget fase, hvor du melder ferie på arbejdet, bestiller flybilletter, tjekker at dit pas er gyldigt og til sidst pakker kufferten. På samme måde giver det mening at anskue din økonomi. Hvad er det egentligt du drømmer om? Hvis du sparer op på må og få, er der langt større risiko for, at du glemmer dit mål og ender med at bruge pengene på noget andet. Så snart vi har et mål, er det lettere at lægge en retning for, hvordan vi skal opnå målet. Så start med at finde ud af, hvad du egentligt drømmer om.

 


Se faktum i øjnene
Uanset om du har gæld eller ej, er næste skridt at se din økonomiske situation i øjnene. Har du gæld, er det her, du sætter dig ned og laver et overblik over ALT det, du skylder. Det kan godt gøre ondt at se sort på hvidt, hvor stor gælden er, men i det mindste har du et reelt overblik over, hvilken proces du skal igennem for at blive gældfri. Herfra kan du lave en plan der kommer til at holde i praksis, så du ikke bliver overrasket over en gældspost, du havde glemt.

Er du så heldig, at du ikke har gæld, men i stedet drømmer om at spare op til eksempelvist et huskøb eller en jordomrejse, så sæt dig ned og find ud af hvor meget du skal spare op, for at kunne realisere den drøm.

Uanset om du skal afbetale gæld eller spare op til noget, er det afgørende at du lægger en realistisk plan. Er det eksempelvis realistisk at gældsafdrage eller opspare 100.000 kr. eller på kun et år? Det er det, hvis du kan læge næsten 8400 kr til side hver måned, men ellers kan det være, at du skal overveje at sætte et mere realistisk mål i første omgang.

 


Hold motivationen høj med et pengetermometer
Det er fantastisk at sætte sig et konkret mål, men gældsafdragning og opsparing er ikke noget, der sker hen over natten, det er et langt – og nogle gange sejt – træk. Det behøver ikke nødvendigvis være hårdt, men det kan det godt føles til at starte med. Derfor er det afgørende, at du finder en måde at holde din motivation højt på.

For mit vedkommende, har jeg lavet et såkaldt pengetermometer, hvor jeg illustrerer hele min gæld eller opsparing. Hver måned når jeg har lavet et afdrag eller en indbetaling på opsparingen, kan jeg markere at farven i termometeret er “steget” og på den måde holde overblik over præcist, hvor langt jeg er kommet.

 


Behøver jeg virkeligt…
Når du er ude at handle, så hjælp dig selv med at holde din store plan for øje. I stedet for at smide varer i kurven som normalt, så øv dig i at stå med det du overvejer at købe i hånden, og spørg dig selv: “Har jeg virkeligt brug for den her vare.” Butikkerne lokker os med mange tilbud, og oftest har vi slet ikke et reelt behov for alt det, vi køber. Danskerne smider 15-20 % af den mad vi køber ud, fordi vi ikke får den brugt inden den bliver for gammel. Det er mange penge der går til spilde, så overvej en ekstra gang, om du reelt har brug for det du overvejer at købe. 

 


Sæt mærkat på dit dankort
Hvis du gerne vil have lidt mere snor i, hvad du bruger dine penge til, må du finde en måde at gøre dig mere bevidst om hvor tit du egentligt hiver dit kort op ad lommen. Det er som om vi ikke rigtig registrerer, når vi bruger dankortet, det er bare blevet en dagligdagsbevægelse på linje med at stryge håret væk fra øjnene, eller at lukke døren efter os, når vi går hjemmefra. Derfor må du gøre dig bevidst om, hvornår kortet ryger op ad lommen, så du kan tage aktivt stilling til, om det nu også er et køb, der stemmer overens med planen for din økonomi.

Sæt et lille klistermærke på dankortet hvor der eksempelvist står: “Er du sikker?” “Ro på” eller lignende budskaber. Pointen er, at du skaber et blikfang på dit dankort, som minder dig om, hvad du har besluttet dig for at bruge penge på, så du hele tiden kan afstemme, om det du er er ved at købe, støtter eller undergraver den store plan.

 


Betal med kontanter
Hvis du har lyst til at gå hele vejen, kan du hæve hele dit madbudget i starten af hver måned. Fordel kontanterne i uge-kuverter, så du ikke bruger det hele i løbet af de første 14 dage og må leve af havregryn resten af måneden. Jeg har selv gjort det i omkring 2 år, da jeg startede med at hanke gevaldigt op i mit forbrug, og det overraskede mig, hvor meget mere tydeligt det var for mig, at det rent faktisk var penge jeg brugte, når jeg betalte med kontanter i forhold til at svinge dankortet. Samtidig blev det også langt mere tydeligt, at jeg kunne spare penge, hvis jeg tænkte mig om, og hurtigt blev det en konkurrence for mig, hvor lidt jeg kunne nøjes med at bruge fra denne uges kuvert.

 


Gem vekslepengene
Uanset om du bruger kontanter til dit madbudget eller ej, så gør en vane ud af at opsamle alle kontanter i huset i et glas eller en krukke. Hvis du er hoppet med på vognen med kontanter til madbudgettet, så kan du også samle hver uges overskud i krukken. Når krukken er ved at være fuld, så brug vekslepengene til at lave et ekstra afdrag på din gæld eller et ekstra indskud til opsparingen. Det virker ikke nødvendigvis som så meget, men over ca 2 år, har jeg været i stand til at lave ekstra indbetalinger på min gæld, på omkring 10.000 ved at samle småpengene sammen og bruge dem til ekstra afdrag.

 

Lad uventede penge arbejde for dig, i stedet for mod dig
Får du en uventet lønforhøjelse, er du så heldig at få penge tilbage i SKAT eller har du fået et par hundredlapper i  gave? Uanset hvad årsagen er til at du modtager et mindre eller større uventet beløb, så gør alt hvad du kan for at få penge til arbejde for dig. I stedet for at bruge dem på en ekstra forkælelse, nyt tøj eller hvad der måtte friste, så brug dem i stedet på at afdrage gæld eller spare ekstra op.

Det kan lyde kedeligt slet ikke at bruge nogle af pengene, men faktisk modarbejder du dig selv dobbelt ved at bruge pengene til forbrug. Ikke alene afskærer du dig selv fra at komme foran med din afbetalings- eller opsparingsplan, men du vænner også dig selv til, at forkælelse kun kan ske med penge mellem hænderne, og du gør det dermed sværere for dig selv at gemme uventede penge en anden gang. Øv dig i stedet i at forkæle dig selv på måder, der ikke koster penge. Nyd et godt glas vin derhjemme, lav god mad til dig selv eller giv dig selv en hel aften fri fra pligter i hjemmet og læs en god bog eller giv dig selv et fodbad.

 


Det er ok at fejle – men ikke at opgive
Det er en lang proces at blive gældfri eller nå et opsparingsmål, ofte tager det flere år. Og indimellem laver livet krumspring, som gør at vi kommer til at fejle. Men heldigvis er det okay. Vi lærer en dag ad gangen og selvom du oplever, at du ikke levede op til din plan, så er det heldigvis ikke grund til at opgive det overordnede mål. Mind i stedet dig selv om, at vi alle oplever detours, og at en fejltagelse ikke sletter alle de gode beslutninger du allerede har taget i forhold til din økonomi. Hvis du føler dig helt opgivende, så kig på dit pengetermometer, og se hvor langt du allerede er nået i retningen af målet. Du skal nok nå derhen, så længe du prøver – også selvom det tager lidt længere end du først håbede, og der er midlertidige setbacks.

 

Uanset hvor du er henne i forhold til din økonomi håber jeg, at du finder nogle af de ovenstående tips brugbare – de har i hvert fald hjulpet mig gevaldigt over de sidste mange år. Har du lyst til at læse den artikel, som jeg medvirkede i hos DR, kan du i øvrigt læse den her.

2 thoughts

  1. Hej,

    Fin artikel.

    Jeg tror, at rigtig mange mennesker kan få noget ud af at implementere de tips, du nævner her. Jeg har selv været stor fan af fine, dyre ting, men jeg har efterhånden fået nogenlunde styr på situationen.
    Efter jeg er begyndt at spare op, så bliver det sjovere og sjovere at se tallet vokse. Det er en meget stor motivation for mig.
    Ligeledes har jeg skrevet ting end, som jeg har haft lyst til at købe. Efter 14 dage har reviderer jeg denne liste, og sjovt nok så er der ikke lige så mange ting, der er interessante efter 2 uger. Det har gjort, at jeg ikke bruger nær så mange penge på forbrug, som jeg har gjort hidtil.

    Bedste hilsner
    Frederik

    1. Hej Frederik.
      Tak for din besked. Ja, min oplevelse har været at selvom det kan virke som små lavpraktisk ændringer i ens hverdag, så har de helt vildt stor betydning i det lange løb.
      Jeg har faktisk aldrig skrevet tingene ned, men det er nok mest fordi jeg let kom til at blive “mindet om” at jeg jo gerne ville have noget, når jeg kiggede på listen igen… på den anden måde var det lettere for mig at glemme at jeg havde haft lyst til at købe noget… 😆
      Men ja, der er noget rart ved at se hvordan tallene på ens opsparing bliver større og større.

      / Julia

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.