Foråret lurer lige om hjørnet, og for mange betyder det forårsrengøring og oprydning. Det er som om solens stråler ind ad vinduet får os til at lægge mærke til alt det vi har slæbt til huse i løbet af vinteren, og giver en lyst til at skabe mere luft og overskud omkring os.
De sidste par år har jeg været igang med at rydde op i mine ejendele og skille mig af med de ting, jeg ikke har brug for længere. Men selvom jeg har været igang længe, er foråret en kærkommen lejlighed for mig, til at gå rundt i mit hjem og lægge mærke til, hvad jeg egentligt har til at stå på hylderne og i skabene. Selvom jeg ikke tænker at jeg har anskaffet mig mange ting, er det alligevel som om, at nye ting sniger sig ind i huset helt uden jeg opdager det.
Hvis du ligesom jeg, har lyst til at gå igang med en større forårsoprydning, har jeg samlet tre gode råd, som jeg selv følger, når jeg gerne vil rydde op.
Hvad driver dig?
Hvis du gerne vil skabe en vedvarende forandring i dit hjem, er det afgørende, at du er klar over hvorfor. Hvad er det der driver dig? Er det fordi, du gerne vil have flere uanmeldte gæster på besøg uden at skulle stress-oprydde? Føler du dig uoplagt i dit eget hjem, fordi det er fyldt med rod? Har du set serien med Marie Kondo på Netflix, og ønsker du at dit hjem bliver mere lyst og luftigt som i boligmagasinerne? Uanset hvad der er drivkraften bag dit ønske om at rydde op, så brug det som benzin til at drive den forandring frem, du ønsker at se.
Jeg har selv opdaget, at rod i mit hjem, sænker mit overskud i hverdagen. Over de sidste år har jeg bemærket, at jo mere jeg rydder op og skiller mig af med, jo mere overskud og glæde får jeg, og jo mindre tid skal jeg bruge på at gøre rent. Derfor er min personlige drivkraft ønsket om at bruge mindre energi i hverdagen på at rydde op og lægge på plads. Jeg får simpelthen mere tid til mine fritidsinteresser og til mine venner, jo færre ting jeg ejer. Som min mand, der naturligt er meget minimalistisk anlagt, sagde det for nyligt:
“Før du flyttede ind, brugte jeg ca en time om ugen på at gøre hovedrent – nu tager det ca 3 timer, fordi der skal flyttes på flere ting.”
Først blev jeg lidt fornærmet over hans kommentar, for så mange ting, føler jeg ikke at jeg har taget med ind i vores fælles hjem. Men efter lidt tid måtte jeg give ham ret. Jo flere ting, vi skal flytte på, når vi gør rent, jo længere tid tager det. Og hvorfor bruge unødig tid på kedelig rengøring, hvis man kan bruge tiden på alt muligt sjovt i stedet? Så min drivkraft til oprydningen handler om at jeg vinder tid i sidste ende til at være sammen med mine venner og familie.
Lidt er også godt
En stor del af årsagen til at vi mister vores motivation i forhold til oprydningen, tror jeg skyldes, at vi sætter os ALT for høje mål. Vi drøner derudaf, fordi vi har fundet motivationen, og så brænder vi vores energi og motivation alt for hurtigt af, til at kunne lave en varig forandring.
Du har ikke fyldt dit hus med ting og sager på en uge, så hvordan forventer du at du kan rydde det hele op på en weekend? Det er forfejlet at tro, at du kan blæse gennem alle dine ejendele på en uge eller 14 dage, det kender jeg kun meget få mennesker der kan. Derfor er det vigtigste, at sørge for at motivationen forbliver intakt, også selvom du ikke får øjeblikkelige resultater i hele dit hjem.
Personligt sætter jeg nogle timer af, til at rydde et område op ad gangen. Måske tænker du, at det er helt umulig for dig, med børn og øvrige opgaver i en hverdag, men så prøve med en halv time, eller begræns dig til et område i huset, et skab eller en skuffe. Det vigtigste er at du klart kan definere, hvornår opgaven er løst. Hvis du ikke kan fornemme at du har løst en opgave, kommer din indsats let til at virke meningsløs og uden effekt, og så fordamper din motivation hurtigere. Måske kan du lige akkurat nå at gennemgå børnenes tøjskuffe på en eftermiddag, eller rodeskuffen inde i stuen. Uanset hvor lille området er, så er det stadig et område du har løst.
Fejr dine sejre
Har du tænkt over, at vi er blevet dårligere til at sætte tid af til at fejre vores succes’er som mennesker? Hver gang vi opnår et mål, har vi allerede et nyt i horisonten at løbe efter, og derfor bliver der ikke tid til at fejre den oprindelige succes. Hvis du fokuserer på oprydningen af hele huset, er der risiko for, at vi glemmer at fejre, når klædeskabet er blevet ryddet op, eller rodeskuffen i kontoret har fået en overhaling. Mind dig selv om, at oprydning af en enkelt skuffe også er værd at fejre, for ellers er der stor risiko for at din motivation forsvinder mellem hænderne på dig. Om fejringen er, at smække benene op og belønne dig selv med et afsnit af din yndlingsserie, et kapitel i en god bog eller lignende er underordnet, men husk at klappe dig selv på skulderen over din indsats – det er trods alt frivilligt arbejde.
Tak for en virkelig god artikel. Meget brugbar i forhold til mit liv lige nu.
Hej Wibeke.
Det er jeg rigtig glad for at høre, du er mere end velkommen til at dele på Facebook eller lignende, hvis du tænker andre kan få glæde af at læse med.
Hvis du har lyst til at læse mere i den kategori, kan du læse mit nyeste skriv om at genvinde overblikket over sit tøjskab. https://detsimpleliv.com/2019/03/04/7-skarpe-til-en-overskuelig-garderobe/
Mvh Julia