Fristelsen til at låne penge går aldrig væk…

…men man kan lære at leve med den, og genkende den, så man ikke falder i fælden igen.

Gennem de sidste par måneder har min mand og jeg stået over for et økonomisk hovedbrud som vi har haft svært ved at løse på konventionel vis. Hvis du har læst med gennem noget tid ved du måske, at vi i 2020 købte et gammelt hus fra 1970’erne, som vi har brugt mange penge og meget tid på stort set at totalrenovere. I øjeblikket er vi ved det, som vi selv kalder slutspurten. Vi mangler tre værelser (og det store badeværelse, men det gemmer vi til om mange år, når vi har sparet +100.000 kr. op til projektet), og på værelserne skal der både skiftes lofter, gulve, spartles vægge, tapeseres og hele molevitten.

Fra starten var vores tanker slet ikke rigtig på de økonomiske overvejelser, for det var jo bare at “friske rummene op” i vores hoveder, og så lige lægge noget nyt gulv og loft. Men jo længere vi er kommet med det første rum er det gået op for os, at forholdene har ændret sig markant siden vi tog den store renoveringsmundfuld for snart 2 år siden.

I mellemtiden har vi nemlig sagt halløj og velkommen til en markant inflation, og dermed også goddag til ekstreme prisstigninger på byggematerialer. Faktisk er mange byggematerialer steget til næstene det dobbelte i pris, og det betyder at det, der blot skulle have været en mindre udgift så ud til at løbe op i omkring 50.000 kr. En udgift som vi absolut ikke havde kalkuleret med før vi gik igang.

Vores oprindelige renovering af køkken, stue, badeværelse, gang, entre og bryggers (med tilhørende indbygning af gulvvarme) er lavet i en god finansieringsløsning, som vi ikke ønsker at udvide. Men med inflationen godt galoperende, blev vi lige pludselig nervøse forat dræne vores opsparingspengetank for meget med udgifter til byggematerialer, i det tilfælde at vi får en helt ekstrem varmeregning i løbet af vinteren.

Så hvad gør man så.

“…men det er jo ikke et rigtigt lån…”

Jeg gik længe og grublede over det, og var nået frem til at den bedste løsning ville være at dække 2/3 af udgifterne med vores opsparing og så lade de sidste 10.000-15.000kr. blive finansieret som en midlertidig kassekredit i vores bank, som vi ville kunne betale ned på 3-4 måneder. Jeg er sikker på at de uden at blinke ville give os en på alle de 50.000 kr. hvis vi bad om det, men vi vil jo gerne undgå lån for enhver pris, så det har jeg ikke været glad for.

Men da jeg sagde det højt for min mand blev han faktisk lidt frustreret – “vi har jo sagt til hinanden at vi ikke vil optage lån, medmindre det handlede om at købe hus!”. og det havde han jo ret i, måtte jeg erkende med røde ører.

Så hvordan kunne jeg ende der, hvor jeg alligevel tænkte at det bedste ville være et lån i form af en kassekredit var den bedste løsning? Det har jeg gået og grublet lidt over. Og jeg er kommet frem til følgende pointer.

  • Gæld er noget vi lettest kommer til at stifte, når vi ikke tør tale med andre om vores økonomiske hovedbrud.
  • Det er ikke alle typer gæld, der nødvendigvis bliver opfattet som gæld af en selv, faktisk var det først da vi talte højt om det sammen, at jeg faktisk indrømmede for mig selv, at en kassekredit er mindst lige så meget et lån, som at få pengene udbetalt. Men på en eller anden måde var det lykkedes mig at bilde mig ind, at det ikke talte som et lån, når vi betalte det tilbage på 3-4 måneder!
  • Nogle gange kan livets uforudsigelighed, komme til at give en følelsen af at “jeg må godt optage et lån alligevel for det er synd fo rmig at der er inflation, og det kunne jeg jo ikke forudse…”

Bottom line er at vi lavede en aftale om, at vi hver især ville slagte vores lommepenge konti og smide pengene i en fællespulje som kunne dække indkøbet af gulv og lofter hvis det blev nødvendigt og så løbende føre pengene tilbage til vores lommepengekonti efterfølgende.

Heldigvis viste det sig ikke at blive nødvendigt – via gode forhandlinger og kontakter der kan skaffe virkeligt gode rabatter lykkedes det os at banke udgiften i et leje, så vi kunne dække den inden for vores opsparing.

Selvom vi som par har et stort ønske om at være gældfrie, så er det svært at undgå at blive fristet fra tid til anden. For netop i en tid med inflation skal vi alle vist til at vænne os til at der er ting vi ikke har råd til, og at vi derfor bliver fristede til at glide ind i en gældshistorik igen. Og det er ikke noget at skamme sig over. Det afgørende er, hvordan vi reagerer på fristelsen.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.