Det store stofble-cirkus

En uperfekt og grinagtig historie om, hvordan det kan være et cirkus uden lige at ville gøre noget bæredygtigt med en baby

Når man har børn og gerne vil gøre noget, der er bæredygtigt, er det første store punkt på listen engangsbleerne. For hvor kan man dog undgå store mængder skrald i skraldespanden og ikke mindst kemi mod babys hud ved at skifte til stofbleer.

Derfor var det også en af de ting, der stod øverst på min liste at skulle igang med. Umiddelbart havde jeg troet, at det ville være relativt let at skrifte over til stofbleer, men virkeligheden viste sig at være noget mere drilsk end jeg havde forventet. For hvordan fungerer stofbleerne egentligt, der er jo ekstremt mange forskellige udgaver og hvordan undgår man at det hele kommer til at lugte af tis? Og kan de overhovedet holde tæt?

Jeg var heldig, og havde en søster, der kunne sætte mig ind i hvordan stofbleer fungerede (det vil jeg ikke bruge tid på at gennemgå her, da der sikkert er mange andre der er mere inde i det end jeg selv). I mit første forsøg på at starte med at bruge bleerne, tissede baby igennem 3 ud af 4 gange. Faktisk var den eneste ble som hun ikke tissede igennem den, min kære søster havde sat på for at demonstrere, hvordan det virkede. Ak!

Derefter lagde jeg deprimeret stofbleerne på hylden, fordi de lugtede forfærdeligt af ammoniak, selv efter bleerne var blevet vasket og fordi jeg ikke orkede at skulle rende rundt og tørre op på gulvet efter uheld.

Et nyt og mere realistisk forsøg

Ovenpå den første omgang var jeg ret desillusioneret, fordi jeg gerne ville gøre noget godt for miljøet og baby, men jeg simpelthen ikke orkede at fortsætte et cirkus, hvor jeg skulle tørre tis op på gulvet for hver 45 minutter. Frustreret og opgivende skubbede jeg bleerne bagerst ind på hylden på puslebordet og forsøgte at glemme min dårlige samvittighed over, at jeg ikke kunne få det til at lykkes.

Efter en lille måneds tid begyndte min frustration dog at ændre sig til en stædighed – “det kan immervæk ikke passe at det ikke kan lade sig gøre” og gennem et par uger tog jeg langsomt tilløb til at gøre et nyt forsøg. Jeg var ærligt talt ikke spor imponeret førstegangsoplevelsen, men snarere lettere skuffet, fordi jeg havde forventet at det ville være meget lettere at skifte over. Men stædigheden tog over, og jeg besluttede mig for at give det et forsøg mere.

Denne gang var jeg mere realistisk, og besluttede på forhånd at udfordringen skulle være mindre, for at give mig en chance for succes. Derfor gav jeg mig selv en masse frirum i forhold til hvordan jeg skulle prøve det af, for at gøre udfordringen så overkommelig som muligt. I første omgang besluttede jeg mig for at jeg bare skulle holde ud at bruge bleerne i 14 dage, og at jeg kun skulle bruge stofbleerne, når vi var hjemme hos os selv. Dels fordi jeg ikke havde mod til at stå med den slags tisseuheld eller det der var værre, når vi var ude på tur, men godt kunne overkomme at tørre gulv op derhjemme. Og 14 dage kunne jeg se mig igennem, hvis det nu var en stor rædselsoplevelse igen. Derudover besluttede jeg mig for ikke at bruge stofbleer om natten, da et uheld og skift af sengetøj om natten var mere end jeg orkede i opstartsfasen.

Det var med en vis portion usikkerhed jeg gik igang med et nyt forsøg, men min forsigtige tilgang gjorde, at det blev en langt større succes denne gang. Uheld på gulvet har der faktisk slet ikke været nogen af, siden jeg startede op igen, for det gik op for mig at jeg ikke havde spændt bleen rigtig og justeret den ordentligt. Langsomt er jeg blevet mere modig og kan godt bruge stofbleerne, når jeg er ude af huset. Og så har jeg lært små tricks, der gør det lettere at arbejde med stofbleerne.

Anbefaler jeg stofbleer?

Det hurtige svar er “JA,” men det kommer med nogle forskellige overvejelser. Derfor vil jeg anbefale at man gør følgende overvejelser inden man hopper ud i at bruge stofbleerne, for at få det bedst mulige resultat.

  1. At bruge stofbleer er bare ikke det samme som engangsbleer. De skal justeres lidt mere end en engangsble, når du sætter den på. Men hvis man lærer de så tricks til justering, eksempelvis at man skal vente med at knappe trykknapperne, der gør bleen mindre, indtil bleen faktisk sidder på baby, så bliver oplevelsen med at bruge stofble stort set den samme, når det sidder i fingrene. Men som med alt andet kræver det træning at få justeret rigtigt, og derfor er det godt på forhånd at indstille sig på, at du formentlig vil opleve at få nogle uheld, indtil du har lært at justere bleen rigtigt. I starten vil det føles mere bøvlet end engagsbleer, men når du først får grebet idéen, og har øvet dig lidt, så er der ikke den store forskel. Så giv gerne dig selv en periode hvor du “skal” prøve det af, og accepter at du formentlig ikke lykkedes med det fra første dag.
  2. Stofbleer lugter svagt af ammoniak når baby har tisset meget. Det kan simpelthen ikke undgås. Engangsbleer har kemi i sig, der neutraliserer og indekapsler væske og gør at du slipper for den kradse lugt af ammoniak, så derfor vil en stofble automatisk lugte lidt, når den er våd. Men jeg har fået et godt tip om at bruge klar eddike som skyllemiddel, når jeg vasker bleerne, og det fungerer overraskende godt og tager stort set al lugten – så nu kan jeg i hvert fald godt arbejde med det.
  3. Lad være med at sigte efter at køre 100 % med stofbleer med det samme. Min erfaring var, at det dræbte min motivation i forhold til overhovedet at komme igang med mit andet forsøg. Derudover er det heller ikke sikkert at det pasningstilbud dit barn på et tidspunkt skal i vil være med til at skifte stofbleer. Som så meget andet her i livet, er stofbleerne det muliges kunst. Jeg har derfor haft rigtig stor gavn af i stedet for at tænke sådan, at hver gang jeg bruger en stofble har jeg sparet naturen og babynumsen for en engangsble.

Personligt ville jeg nok ønske at jeg havde haft en mere realistisk forventning til det at skifte over inden jeg startede. Jeg troede vitterligt at “det kan da ikke være så svært” – og det havde gavnet mit forsøg at overveje, at det måske ikke ville være så let som engangsbleerne fra starten af. Men omvendt vil jeg også sige at det til gengæld føles som en sejr at bruge bleerne nu, netop fordi det ikke var så nemt som jeg troede.

Det er ikke alle miljøvenlige valg, der er lette at tage, men det betyder ikke at vi ikke skal forsøge at gøre det bedste vi kan. For mig er “det bedste jeg kan,” at jeg bruger mest mulig stofbleer, og øver mig i at blive mere komfortabel i at have dem med, når vi er på tur. Og så må vi se om vores kommende dagplejer vil være med i stofble-cirkusset, eller om det er noget vi bare skal gøre som forældre.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.