Hvordan jeg afbetalte 210.000 kr og blev gældfri

I august sidste år medvirkede jeg i en artikel på DR om, hvordan jeg har tacklet at skulle betale min gæld af. I kølvandet på artiklen, fik jeg overvældende mange henvendelser fra andre, der selv kæmper med at betale gæld af. Derfor har jeg skrevet denne lange artikel, der mere detaljeret skitserer, hvordan jeg strategisk tilrettelagde gældsafviklingen.

 

I øvrigt…

…når jeg ser på overskriften får jeg stadig et sug i maven over hvor stor en gæld jeg egentligt havde fået samlet mig i starten af 2015. Og hvor har jeg mange gange i løbet af den tid det tog før gælden var betalt ud, ærgret mig over, at gælden blev så stor. Men sket er sket, og i dag er vi takket være hårdt arbejde og sparsommelighed, gældfrie.

 

Hvordan opstod gælden?

Gælden var til tre forskellige kreditorer og bestod af flere beløb

1. Kassekredit på 20.000 kr.
2. Billån på 37.000 kr.
3. SU-gæld på i alt 153.000 kr. Det skyldtes dels tre år med SU-lån, men også at jeg det sidste halve år af min kandidat ikke havde flere SU-klip og derfor fik udbetalt slutlån på over 7500 kr. om måneden. Det sidste halve år på studiet løb der derfor over 55.000 kr. på gælden.

 

Hvordan prioritere gældsafviklingen?

I første omgang var min prioritet, at få etableret gode ordninger for afbetaling hos alle tre kreditorer, så jeg i det mindste kom i gang med at afvikle på dem. Hos SU-styrelsen skete det automatisk efter en “grace-period” som nyuddannet, og de havde på forhånd fastsat et minimumsbeløb, der skulle afdrages. Kassekreditten var der ikke noget krav om skulle afvikles – faktisk tror jeg banken ville have foretrukket, at jeg beholdt den, det er jo trods alt en indtægt for dem, at jeg betalte for den. Men da jeg blev klar over, hvor store renter kassekreditten medførte – ikke mindst når der kom et midlertidigt overtræk på den – kontaktede jeg banken, og lavede en aftale med dem om, at kassekreditten blev nedsat med 1000 kr. om måneden. Det var lettere for mig at lave en aftale, hvor kassekreditten blev nedsat med et givent beløb hver måned, i stedet for at få den omlagt til et lån, da dette ville koste mig væsentligt flere penge i gebyrer. Kassekreditten var derfor min førsteprioritet at få betalt af, sammen med billånet.

Billånet var et privatlån, jeg havde fået hos mine forældre, da mit første job som nyuddannet gjorde det nødvendigt, at jeg havde bil. Derfor kom heller ikke med nogen fast plan for hvordan afbetalingen skulle foregå, men gav mig så meget frihed som jeg havde brug for til at finde ud af, hvornår og hvordan jeg kunne betale pengene tilbage. Men fordi jeg kom til at tænke på lånet hver gang jeg var hjemme hos mine forældre, vurderede jeg, at det havde høj prioritet at komme igang med afbetalingen af dette lån også. Jeg kunne i princippet have ventet med at afdrage på billånet, og have udbetalt kassekreditten dobbelt så hurtigt, men netop fordi det var et familielån, var det vigtigt for mig, at de penge jeg skyldte ikke skulle risikere at skabe problemer i vores relation.

 

Hvilken afbetalingsmodel?

Oprindeligt vaklede jeg noget mellem to forskellige modeller for gældsafviklingen. Ved at benytte mig af “Highest intrest first” modellen, hvor man først afvikler den gæld, med den højeste rentesats, ville jeg matematiske set betale færrest renter, og det vil betyde, at jeg først skulle afvikle kassekreditten, så SU-lånet og til sidst det rentefrie billån.

Den anden model kaldes “The debt snowball”, og går ud på, at man derefter kaster alle overskydende penge efter den mindste gæld. Når den er afviklet, bruger man de penge, som man normalt ville kaste efter den første gæld, til at lægge oven i minimumsbetalingen på den næstmindste gæld. Man øger altså det normale afdrag på gælden. Derudover fortsætter man med at skrabe så mange penge sammen som muligt hver måned, til ekstraordinere afdrag. Og sådan fortsætter man. Fordelen ved denne metode er, at man hurtigt ser fremskridt, fordi antallet af kreditorer falder hastigt i starten, og det er med til at skabe motivation.

I sidste ende endte jeg ikke med at køre fuldstændigt med nogen af de to modeller, men betalte lige meget til de to mindste gældsposter, samtidig med at jeg betalte minimumsafdrag på SU-gælden. I maj 2017 var både kassekredit og billån afviklet, og derfra kunne jeg fokusere på at betale SU-gælden ud, som på dette tidspunkt var faldet til 119.000 kr. Måske synes du ikke, at 91.000 kr. afbetalt på 2 år og 5 måneder er så forfærdeligt meget. Men for mig var det kæmpestort – ikke mindst fordi jeg samtidig havde startet en opsparing samtidig, og at jeg i stort set hele perioden kun havde haft en deltidsansættelse på mit arbejde.

Fra maj 2017 og frem til april 2020 blev resten af SU-gælden afviklet. De første 1,5 år var det kun mig, der afviklede på den, men da min mand og jeg blev gift, blev vi enige om at tackle gælden sammen, så vi kunne få den ud af verden hurtigst muligt. På halvandet år bankede vi resten af gælden af, samtidig med at vi formåede at spare op til at købe en bil kontant og betale for vores bryllupsfest, uden at skulle låne en krone.

 

Hvordan finde penge til ekstra afdrag?

I al den tid, jeg afbetalte på gælden, arbejdede jeg ud fra en plan med to overordnede punkter:

1. Stramme mit månedlige forbrug mest muligt ind
2. Generere yderligere indtægter, så der kunne laves så stort et ekstra afdrag som muligt, hver måned.

Jeg begyndte at budgettere ud fra modellen, “zero-based budget,” og gennemgå alle faste udgifter hver måned, for at se, om der var noget, der kunne skæres fra. Min tanke ved hver gennemgang af budgettet var, at klemme mest muligt ud af de penge jeg tjente. Eksempelvist afmeldte jeg alle mine streamingtjenester i sommerhalvåret, hvor jeg alligevel var meget på farten udenfor med mine venner, og derfor ikke så særligt meget tv. Jeg skiftede til et billigere kontaktlinseabonnement. Gennemgik mine forsikringer mindst hvert halve år, for at tjekke om nogle andre selskaber kunne tilbyde produktet billigere. Alt sammen for at se, om jeg kunne gøre den næste måneds faste udgifter billigere end måneden før. Alle udgifter der kunne skæres fra, blev allokeret til gældsafdrag. (hvis du har lyst til at læse mere om zero based budget, har jeg skrevet en artikel om, hvordan jeg tilrettelægger vores budget, som du kan finde her).

Den anden del af strategien handlede om at øge det beløb, der gik ind på kontoen hver måned. Hver måned forsøgte jeg at skrabe så mange penge sammen som muligt, så jeg kunne sende så stort et ekstra-afdrag som muligt afsted mod gælden. Samtidig med min rejse mod at blive gældfri opdagede jeg minimalisme, og det betød at jeg brugte en del tid på at skille mig af med mange af mine ejendele. Nogle af dem blev kasseret, fordi de var for dårlige til at sende videre til andre, noget andet gik til genbrug, og endeligt satte jeg noget af det, der var mest værd, til salg online. Alle pengene fra salget, gik til puljen med ekstra afdrag på gælden. Derudover brugte jeg hvert år de penge, jeg fik tilbage i SKAT, til at lave et større ekstraafdrag på gælden. Andre gange fik jeg mulighed for at tjene lidt ekstra penge på eksempelvis undervisning, foredrag eller lignende bijobs – og disse beløb gik også med i puljen til ekstra afdrag. I slutningen af hver måned samlede jeg alle pengene sammen, og lavede et ekstra afdrag på gælden.

 

Valget mellem drømme og gældfrihed

Det tog mig i alt 5 år og 4 måneder at betale hele gælden ud. Truth be told, hvis jeg havde spændt bæltet mere ind undervejs, kunne jeg sikkert have betalt gælden af tidligere end jeg rent faktisk gjorde, men det var vigtigt for mig at der var tid til at leve, mens jeg afdragede på gælden, og det betød at en del af min indtægt gik til at spare op til de ting, jeg drømte om. Derfor har jeg i den tid, jeg selv stod for afdragene også prioriteret at spare op til en måneds rejse til Australien, så jeg ikke behøvede at sætte min længsel efter at komme ud og opleve verden på pause, mens jeg afdragede på gælden.

Det var vigtigt for mig at jeg havde mulighed for at få oplevelser, selvom jeg var igang med at afdrage på gælden. Ellers ville livet simpelthen blive for surt. Den eneste regel jeg havde var, at jeg skulle kunne betale kontant for mine oplevelser, så der ikke kom mere gæld til, men ellers var det okay at lette trykket på speederen i forhold til at afbetale gælden, mod at øge min livskvalitet. For det var det, der gjorde det tåleligt at stramme ind på så mange andre områder af min hverdag.

Det samme gjorde sig gældende, da det ikke længere var mig alene mod gælden. Samlet set formåede min mand og jeg at allokere omkring 300.000 kr. af vores indtægt i løbet af de 1,5 år der gik før gælden blev afbetalt. Dette beløb gik i tre forskellige retninger – til at betale resten af gælden ud, til investering i en nyere bil og til vores bryllup. Det lyder som et helt vanvittigt beløb, når vi kigger på det på den måde. Men det har kun kunnet lade sig gøre, fordi vi undervejs har lært at trimme budgettet, så det ikke indeholder overflødige udgifter. Ingen af os sidder med noget der lugter bare i nærheden af direktørjobs, så vi har måttet lære os selv, at finjusteret vores budget, så vi hele tiden forholder os til, hvordan vi bedst udnytter de lønkroner vi får udbetalt. Da vi gik fra at have udgifter til to boliger, til at bo sammen, frigav vi mange tusind kroner i vores budget, og vi var meget opmærksomme på at dette, ikke måtte føre til et ekstra forbrug, men at disse skulle skubbes over på gældsafviklingen. Derfor steg vores forbrugsudgifter ikke tilsvarende, fordi vi aldrig opdagede at vi havde flere penge i hænderne. Derfor håber vi også på, at vi kan fortsætte med at holde vores forbrug i samme niveau, selvom vi er blevet gældfrie, så vi kan spare op til udbetalingen til et hus i løbet af kun et til to år. Det er i øvrigt det eneste vi er villige til at optage lån til i fremtiden.

 

Ville jeg have gjort noget anderledes?

Når jeg kigger tilbage på hele rejsen, har jeg ikke store ting, jeg ville have gjort anderledes i min gældsafvikling. Men der er selvfølgeligt altid småting, man ville ønske, man kunne ændre. En af mine vigtigste erfaringer er, at jeg gerne ville have sat hastigheden af min gældsafvikling yderligere ned, mod at jeg havde turdet at begive mig ud i at investere en lille portion penge om måneden tidligere. I bagklogskabens lys brugte jeg gældsafviklingen som det vigtigste argument for at udskyde den dag, hvor jeg skulle sætte mig ned, og lære mig selv, hvordan jeg gerne ville investere pengene, bare fordi jeg syntes det virkede lidt kompliceret og jeg ikke lige orkede det. Det er noget pjat, for da jeg endeligt fik taget mig sammen til at komme igang og fik tilmeldt mig et basiskursus i investering, blev jeg overrasket over hvor lidt jeg egentligt behøvede at vide før jeg lige så langsomt kunne kante mig lidt igang med dette.

Muligvis ville jeg også have startet vores husopsparing tidligere, så vi havde været længere med proces i dag, og også på denne front accepteret at gælden blev mindre lidt langsommere, end hvad vi rent faktisk gjorde. Denne ændring er jeg dog ikke 100 % sikker på, for på en eller anden måde lærer vi også noget omkring behovsudsættelse, ved ikke bare at kunne gå ud med det samme og købe et hus, men at vi må spare op til det lidt endnu. Og alt andet lige går processen frem mod et huskøb også hurtigere, når der ikke er noget gæld der skal betales af på løbende.

I det store og hele ville jeg nok ikke ændre så meget. Da vi havde gæld, kløede det over hele kroppen på mig, for at slippe af med det, og netop derfor tænker jeg at vi tog den bedste beslutning vi kunne, ved at sørge for at skille os af med problemet så hurtigt som muligt, dog uden at forringe vores livskvalitet så meget at vi ville løbe sur i det.

 

Jeg håber du har fået inspiration af at læse dette – hvis du har yderligere spørgsmål er du velkommen til at maile til mig på info(at)detsimpleliv.com og stille spørgsmål.