Den sætning har jeg hørt rigtig mange mennesker bruge i løbet af den sidste måned. Som et udtryk for det håb, vi holder godt fast i, for at komme igennem vores nye, udfordrende hverdag. At det kun er for en tid.

Faktisk forstår jeg godt at vi siger sådan, og jeg har også grebet mig selv i bruge vendingen fra tid til anden. Vi siger sådan, for at berolige os med tanken om at alt det nye og skræmmende kun er for en tid, og vi snart kan vende tilbage i vores vante hverdag igen.

Alligevel kan jeg ikke lade være med at tænke, at det er er en underlig halv måde at leve på. Er vores mål virkeligt at stå denne periode igennem og så komme videre ud på den anden side igen til det samme som før? Hvad nu hvis vi ikke ønsker at vende uændrede tilbage til hverdagen igen? Der er ingen tvivl om, at det, vi oplever som samfund i øjeblikket, har potentialet til at blive livsforvandlende. Hvis vi altså vil. De store ændringer i vores liv opstår som regel, når vi får en kæmpe aha-oplevelse, og går i gang med at reflektere over, hvad det egentligt er vi har oplevet. Men det er også en livsforvandling vi kan vælge at gå udenom – og det er nok det, jeg frygter allermest, at vi kommer til.

Fair nok, hvis du er 100% tilfreds med dit liv og vitterligt ikke ønsker nogle forandringer – men så heldigt er det vel de færreste af os der er. Men jeg håber bare ikke, at vi er så sylespidst fokuserede på at vende tilbage til hverdagen igen, at vi glemmer at have øjnene åbne overfor, om vi kunne blive klogere på os selv, og hvad vi egentligt drømmer om midt i alt det her.

At øve sig i taknemmelighed

I øjeblikket forsøger jeg at lytte ind til den lille stemme indeni mig, og spørge om der er noget i mit liv, der kalder på at jeg måske tager nogle andre beslutninger fremover. Men det er svært, når den umiddelbare hverdag vi står i lige nu er så anderledes, utryghedsskabende og distraherende. Derfor øver jeg mig lige nu i taknemmelighed. Selvom der er meget der slet ikke går efter planen i øjeblikket, så prøver jeg dagligt at stoppe op og mentalt notere mig, hvad jeg er taknemmelig for. Jeg prøver at bide ekstra mærke i det, når jeg mærker glæden boble, og lokalisere, hvor den kommer fra. Og så overveje, hvordan jeg kan skabe rum for mere af det i mit liv – også når der engang melder sig en slags hverdag igen.

Taknemmelighed er formentlig ikke det, der umiddelbart ligger øverst på din liste over følelser i øjeblikket, men i stedet for at ærgre os over vores nuværende situationen, kan taknemmeligheden være med til at indgyde vores nuværende hverdag en højere grad af glæde. Det gør ikke noget, hvis taknemmeligheden føles lidt langt væk. Faktisk tænker jeg ofte at taknemmelighed er lidt som en slags disciplin eller vane man skal opøve, for rigtig at kunne få glæde af den.

Når alt går godt, er det let at være taknemmelig, men i tider hvor det hele er svært, kan vi let opleve, at det er svært at være taknemmelig, fordi vi tænker at det er en følelse, der skal “komme af sig selv.” Det tror jeg sådan set også at den gør fra tid til anden, men vi kan hjælpe den på vej, ved aktivt at øve os i at finde ting at være taknemmelige over på daglig basis. Selv hvis omstændighederne er dårlige, kan vi vælge at lede efter taknemmelighed i de små ting. Og jeg oplever i hvert fald selv, at det ændrer min attitude, når jeg gør det på daglig basis.

Der er altid noget at være taknemmelig for – nogle dage er det bare sværere at genkende.