I år drømmer jeg om, at ingen får held til at lokke penge ud af mig på Black Friday
Om ikke så længe går vi ind i slutspurten på dette års forbrugsræs. Vi har allerede varmet op i et stykke tid. For ikke så længe siden, d. 11. november havde vi Singles Day, og før det Halloween, hvor folk stæsede rundt efter kostumer der skulle købes og græskar til udhuling på tilbud, og ekstra store poser slik til nedsat pris. Om ganske få dage er der Black Friday efterfulgt af Cyber Monday – alt sammen dage, hvor butikkerne sætter de helt store tilbudsskilte op i vinduerne i håbet om at lokke os til at købe lidt mere. Og nu er vi så ved at snøre løbeskoende og gøre klar til kulminationen på vores forbrugsårshjul, julen. Men inden da, Black Friday – dagen hvor du kan købe alt det som du selv gerne vil have, inden du skal ud og købe julegaverne.
For er din telefon ikke ved at blive lidt langsom og umoderne? Er det ikke på tide at udskifte dit tv med et endnu fladere et, og burde du ikke udnytte lejligheden til at spare pengene, for du skal jo alligevel ud og købe julegaver lige om lidt, og hvem kan så sige nej til at få lidt mere for pengene, når butikkerne alligevel sælger varerne så billigt? Mange mennesker tager fri fra arbejde og står i kø for at få fingrene i de bedste tilbud foran deres sidemand, når der står Black Friday på kalenderen.
Jeg er vild med traditioner, men ikke når de fører overført til tankeløst overforbrug.
Og det er netop hvad der er ved at ske i øjeblikket. Black Friday (og mange andre “mærkedage”) er blevet butikkernes måde at skabe en tradition for overforbrug hos os på. På den måde bliver vi programmeret til at tænke på merforbrug, hvert år, når vi når til slutningen af november. Derfor vil jeg gerne opfordre dig til at overveje en ekstra gang, om alle de vanvittigt mange Black Friday tilbud virkeligt er noget du behøver at løbe efter. For hver gang du vænner dig til at hive pungen op af lommen, i forbindelse med Black Friday, vil det blive endnu sværere at bryde vanen og lade være til næste år.
5 hurtige tips til at undgå spontane køb i forbindelse med Black Friday
- Slet nyhedsbreve til din email, som frister dig til gode tilbud (dette tip gælder i øvrigt hele året). Hvis du ikke havde tænkt dig at købe det før du så annoncen, sparer du ikke noget på at købe det, uanset hvor meget det er på tilbud.
- Undgå at gå gennem din gågade/strøget – det er så let at blive fristet, når det hele er plastret ind i gule tilbudsskilte.
- Hvis du absolut skal ud og handle, så skriv en indkøbsliste på forhånd, så du undgår at blive fristet i øjeblikket, når du står dernede og ser alt det der er på tilbud. Og sørg for at have spist inden du tager ud at handler, vi har nemlig statistisk set større risiko for at falde i fælden, og lade os lokke, hvis vi er sultne, når vi shopper.*
- Er det virkeligt noget du har brug for? Er det et “nice to have” eller et “need to have”? Fair nok, hvis du rent faktisk har brug for genstanden. Men spørg dig selv, om det er et reelt behov, eller et kunstigt behov, der mere baserer sig på en fristelse. Måske kunne du vente med at udskifte din fint funktionelle, men lettere outdatede smartphone, til den rent faktisk ikke fungerer længere.
- Øv dig i at skabe en anden tradition, eller fortælling om hvad Black Friday er, i stedet for en shoppedag. Kunne det f.eks. være en “bage de første julesmåkager-dag” eller en “vi slukker for alt lyset i hjemmet og læser en god bog i stearinlysets skær-dag.”
* Læs mere om, hvordan vi merforbruger når vi er sultne, i denne undersøgelse fra University of Minnesota: https://www.pnas.org/content/112/9/2688.abstract?sid=344c6d6c-e345-4b58-87ce-c75a0c2010f0