Når én bliver til to

For ikke så længe siden flyttede jeg. Til en ny lejlighed, i en ny by, med min nye mand. Eller ny og ny det var han sådan set ikke, men det var nyt, at han officielt havde valgt, at han ville være min overfor Gud og hvermand.

Med det fulgte et opbrud. Væk fra den by jeg har kaldt mit hjem i ovet et årti. Alting blev pakket i lånte brune kasser, samlet, stablet og læsset, for herefter at blive pakket ud i helt nye omgivelser.

En udpakning, der afslørede at jeg nok ikke er så minimalistisk anlagt, som jeg troede. Selvom der var færre flyttekasser, end jeg havde turdet håbe på, var der alligevel meget. Manden smilede overbærende, selvom jeg er vis på, at han tænkte ”Hvordan skal vi få plads til alt det på 65m2?”

Når én bliver til to, bliver selv de banale spørgsmål pludseligt et projekt i sig selv. ”Hey, skal vi gemme dine helt nye vandglas, eller mine væsentlig ældre, men æstetisk flottere glas?” Høflighederne står først, men inderst gemmer sig et ønske om, at alt kunne forblive som det var. Hvis alt kunne gemmes, stoppes ind i et skab, så ville vi ikke behøve at forholde os til det hele lige nu, så ville det hele blive meget lettere.

Og midt i den proces, bliver jeg helt automatisk spejlet af manden. Som hende, der er knyttet til sin vandkande, sine glas, sine opbevaringskrukker. Og jeg som praler af at være minimalist. Hvilken flovhed, da det gik op for mig, at manden – helt uden at forsøge – var en langt mere naturlig minimalist end jeg selv. Og det, selvom jeg har arbejdet mig tættere på en minimalistisk livsstil gennem flere år!

 

Hvis vi talte ejendele har jeg formentligt bragt 9 ud af 10 genstande ind i vores fælles hjem. At samle siger ikke ham noget, han er ikke knyttet til ting. Noget som jeg godt kunne trænge til at lære, på trods af at jeg selv ejer færre ting end de fleste jeg kender. Så nu sidder jeg her med en sjov smag i munden af, at have bildt mig ind, at jeg var væsentlig bedre til det her ”minimalist”- spil, end jeg egentligt er.

Men hvem er det egentligt der bestemmer, hvornår man kvalificerer sig til at være minimalist? I virkeligheden handler det vel mere om, at ejendelene ikke skal eje en selv, end om hvor mange der er tale om. Så når jeg fremover går i gang med grovsorteringen af ejendelene i vores fælles hjem, vil jeg gøre det med et nådefuldt blik indad. Vi er alle på en livsrejse og møder mennesker, der spejler os som vi virkeligt er, på godt og på ondt. Nogle gange får vi et chok ved at se os selv i spejlet, men det er helt ok. For jeg skal bare være mig, ikke nogen anden. Også selvom det betyder, at der er tre flyttekasser for meget til min selvudnævnte minimalist-status.

Skriv et svar

Udfyld dine oplysninger nedenfor eller klik på et ikon for at logge ind:

WordPress.com Logo

Du kommenterer med din WordPress.com konto. Log Out /  Skift )

Twitter picture

Du kommenterer med din Twitter konto. Log Out /  Skift )

Facebook photo

Du kommenterer med din Facebook konto. Log Out /  Skift )

Connecting to %s

This site uses Akismet to reduce spam. Learn how your comment data is processed.