Vidste du, at gennemsnitsdanskeren producerer 777kg skrald om året i deres private husholdning, svarende til 2,1kg? Og at vi er det land i Europa, der producerer allermest skrald pr. indbygger?*
Med afsæt i denne viden forsøger jeg at mindske min mængde af skrald og gøre mit miljøskadelige fodaftryk mindre. Hver måned måler jeg, hvor meget skrald jeg har produceret og forsøger at minske mængden yderligere.
April måned er slut, og min månedlige opmåling viser, at jeg har produceret 248g skrald i april måned. Ikke dårligt, når man tænker på at jeg begyndte på dette i februar. I april har jeg dermed sænket min mængde skrald med over 62kg. Det er da vildt! Små ændringer batter pludseligt meget i det større billede.
Tre kernegrupper af skrald jeg vil fokusere på den næste måned:
- Kaffeposer – det må være muligt at finde et sted, hvor man kan købe kaffe i løsvægt, eller i det mindste købe det i en papirindpakning der kan genbruges.
- Mejeriprodukter er svære for mig at undvære, men jeg vil undersøge, om de kan købes et sted uden emballage – eksempelvist på markedet på Ingerslevs Boulevard i Aarhus.
- Kontaktlinselåg – i øjeblikket bruger jeg endagslinser, da det ikke er muligt at få månedslinser på et deltidsabonnement. Jeg vil derfor ringe til min optiker for at høre, om det stadig forholder sig sådan, og i givet fald, om jeg kan skifte over til et fuldtidsabonnement på månedslinser.
Jeg kan ikke håndtere alting på een gang, men jeg kan tackle hver gruppe af skrald en af gangen og undersøge, om det er muligt at indrette mit liv på en anden måde, så jeg ikke producerer denne type skrald længere.
* Kilde: http://ec.europa.eu/eurostat/statistics-explained/index.php?title=Municipal_waste_statistics