På sådan en første juledag, kan jeg nogle gange godt føle mig lidt fuld og tom på samme tid. Fuld, fordi der har været masser af oplevelser med familien de sidste par dage, som skal fordøjes. Tom, fordi første juledag altid minder mig om tomheden efter gaveræset. Man har brugt over en måned på at gå og spare emotionelt op til en aften, hvor man bare skal have, have og have. Og så kulminerer det hele de få timer, hvor gavepapiret flåes af, og pulsen stiger af spænding over, hvad man nu får, selvom de typisk er købt efter “bestillingslisten,” eller ønskesedlen, som den normalt hedder.
Men i år har jeg faktisk været så heldig at få en bog, som jeg i min juletravlhed endda havde glemt, at jeg havde skrevet på min ønskeliste! Bogen hedder Enklere og er skrevet af en præst, der igennem sit virke har oplevet mange mennesker komme til ham, komplet udbrændte. Derfor har han skrevet en bog, hvor han beskriver, hvordan man kan få fjernet alt “det overflødige fedt” i sit liv, og kun fokusere på det der virkeligt betyder noget. Samtidig ser han på Bibelen og på, om vi kan bruge noget af det, Jesus fortalte til at leve vores liv på en enklere og mere nærværende måde.
Så nu står de næste par dage på afslapning med næsen i denne bog og en god kop kaffe!