Om ikke særligt længe har flere af mine familiemedlemmer fødselsdag, og jeg har selvfølgeligt været ude for at købe gaver til dem (jeg er endnu ikke nået til hjemmestrikkede/og hjemmelavede gaver endnu). I stedet for at købe kortene, har jeg dog valgt at lave dem selv. Både fordi jeg synes det er sjovt, men også fordi jeg derved kan spare nogle penge. I dette tilfælde er det nok ikke så meget jeg sparer, men lidt har jo også ret.
Det jeg brugte til mine kort var noget karton jeg havde i forvejen, samt en pose med scrapt papir til cirka 8 kroner. Derudover har jeg brugt en limstift, slettelak og to slags tusch’er.
Faktisk var det kun meningen, at jeg skulle lave de tre kort til de tre familiemedlemmer, men da jeg kom i gang greb det lige pludseligt om sig.
Resultatet er 12 små kort med forskellige motiver til både fødselsdag og jul. Hvis jeg skulle købe kort i denne størrelse i en butik ville de typisk koste omkring 10 kroner per styk, altså omkring 120 kroner i alt. Ved at lave dem selv har jeg brugt ting jeg havde hjemme i forvejen og kun købt scrapt papir for under 8 kroner.
Måske lyder det ikke som den store besparelse, og som utroligt mange krumspring for at spare ganske få kroner, men for mig er der et helt andet sigte. Udover besparelsen har jeg haft en fantastisk hyggelig aften hvor jeg har siddet med en film i baggrunden, mens jeg har syslet med kortene, og på den måde stresset af.